Planterør til de spæde urter

Vi håber I alle har nydt det seneste stykke tids fine vejr, ja nærmest sommervejr. Her er det blevet nydt i fulde drag med flere dage i haven. Og nu er det blevet tid til urter.

Vi har bl.a. fået samlet vores lille drivhus og sat på en palle og en palleramme. Den huser nu spinat, forskellige salater og krydderurter lige til at gå ud og plukke om morgenen til madpakken. Drivhuset er dog kun et af 3 steder vi har vores grøntsager – vi har nemlig også almindelige højbede samt vores drivhus og alt er efterhånden ved at være sået til, så nu er det bare at vente til vi kan høste. Vi har i år prioriteret det ene højbed udelukkende til blomster, blomster til at tiltrække nyttedyr og til bare at lyse op med mange farver.

En af den ting, der dog ikke er blevet plantet ud endnu, er ærter. De er til gengæld sat til forspiring i vores lille drivhus sammen med urter. Til at plante i brugte jeg køkkenrulle rør og toiletpapir rør, de er perfekte til opgaven. De sidste 3 cm af rullen klippede jeg slidser i og bukkede dem så de dannede en bund. Såjord i, ærtefrø og plantejord og så er det bare at vente til de er store nok til at komme på frijord. Indtil de er klar, er de blevet placeret i en plastikbakke fra noget kød, så det er nemt at vande dem. I år skal ærterne stå flere stedet i haven da vi jo har prioriteret flere blomster i køkkenhaven, så det er spændende at se hvordan det lykkes.

Den dag vi fik sået i vores lille drivhus, havde vi ingen plantepinde, så man må bruge hvad man har. Heldigvis havde vi sidste år samlet ispinde til et andet eksperiment, de blev fundet frem igen og sammen med en sort tusch blev det til fine navneskilte, nemt, simpelt, billigt og genbrug.